onsdag den 10. august 2011

Where the water flows

Michael Tillegreen Dagø udstiller fotografier fra Cambodja
Michael Tillegreen Dagø har rejst til tre byer i det nordlige Cambodja, som kulturelt henover historien, har tilpasset sig ekstremt afvekslende naturbestemte livsvilkår og på den måde sikret sig samfundets overlevelse.



Tempelbyen Angkor
Angkor var i sin storhedstid i det 13. århundrede det største bysamfund i den præindustrielle verden med omkring 750.000 indbyggere. Hele byens opbygning og struktur var baseret på civilisationens forståelse og udnyttelse af vandressourcerne. Et sindrigt net af kanaler og vandreservoirer sikrede samfundet en stabil vandtilførsel hele året, og gjorde det blandt andet muligt at forsyne den store befolkning med mad.

Byer på stylter og flydende byer
Tæt på Angkor ligger søen Tonle Sap og byen Kampong Phluk, hvor indbyggerne i mange århundreder har levet af fiskeri. Indbyggerne har placeret husene på meget høje søjler, så de i perioder med tørke står på op til 6-8 meter høje ”stylter”. I regntiden, hvor søen vokser til femdobbelt størrelse og vandstanden er høj, flyder husene lige over vandlinjen.

I Chong Kneas har man taget den fulde konsekvens af de skiftende vandstande. Her har man simpelthen bygget byen på husbåde, og indbyggerne flytter så deres huse, hvor vandet og vejret dikterer de bedste levevilkår.

Udstillingen vises i Galleriet fra tirsdag den 9. august til og med lørdag den 3. september i Hovedbibliotekets åbningstid.


torsdag den 12. maj 2011

FURESØKUNSTNERNE

Kunstnersammenslutning fra Furesø udstiller på Hvidovre Hovedbibliotek

I 2006 blev 15 kunstnere fra Værløse og Farum inspireret af de to kommuners sammenlægning til Furesø kommune og dannede en anden sammenslutning – nemlig FURESØKUNSTNERNE, hvis formål er at synliggøre professionel kunst i lokalområdet. Nu viser 9 af gruppens medlemmer deres værker på Hovedbiblioteket.



Aktive kunstnere
De fleste af medlemmerne i FURESØKUNSTNERNE arbejder fra eget atelier eller værksted, og de spænder vidt – lige fra maleri og skulptur til keramik og smykker. Samlet repræsenterer gruppen den moderne kunsts situation med dens stilarter, genrer og teknikker. Udover engagementet i gruppen udstiller kunstnerne på gallerier, kunstmesser og kunstforeninger, og de deltager i forskellige kunstevents.

Abstrakt maleri, granit og porcelæn
På udstillingen viser FURESØKUNSTNERNE malerier, keramik og skulptur – fra det nyekspressionistiske, det poetiske, det fortællende og det kontemplative.

Blandt de udstillende kunstnere er Annette Struve, som henter inspiration i nuet og arbejder med akryl på lærred. Præstation og tema defineres ikke på forhånd, og udtryksformen er intuitiv og styret af farvernes ubevidste symfoni. Gennem valget af farver og kontrast inviteres til betragtning og undersøgelse af billedets rum.

Olav Johannisson præsenterer skulpturer, primært af granit og diabas, men også i keramik. Motivmæssigt tager kunstneren udgangspunkt i økseformen, og skulpturerne har tydelige referencer til torsoen og mennesket.

Udgangspunktet for keramikeren Christa Julin er den drejede skål, og hun arbejder med variationer over dette tema hovedsagelig i porcelænsler. De dekorative elementer skabes af linjer og geometriske former, som kombineres til en helhed i en stram og samtidig organisk skål.

Derudover udstiller Flemming Holmgreen, Birgit Brandt, Kirsten Terp, Peter Macholm, Elisabeth Westerstråle og Annie Cornier.

FURESØKUNSTNERNE udstiller fra lørdag den 14. maj til lørdag den 18. juni i Hovedbibliotekets åbningstid.

Alle er velkomne til fernisering i Bibliotekscaféen lørdag den 14. maj kl. 11.00-13.30.
.
.
.
.

fredag den 1. april 2011

Fugle mellem landskab og bygninger

Tine Hecth-Pedersen og Tine Jakobsen udstiller på Hvidovre Hovedbibliotek Billedhugger Tine Hecth-Pedersen, og billedkunstner og arkitekt Tine Jakobsen, har sammen stået for udsmykningen af Avedøre Fritidscenter, hvor 800 børn hver har bidraget med en håndlavet kakkel. Nu viser de deres egne værker i en fælles installation, Fugle mellem landskab og bygninger, på Hvidovre Hovedbibliotek, fra torsdag den 7. april til lørdag den 7. maj. Installationen omfatter skulpturer af bronze, keramik og gips samt oliemaleri, kinesisk tusch på papir og bemalede træravler.



I opbygningen af installationen har kunstnerne tilstræbt en kommunikation imellem værkerne, så de fremtræder som en helhed på trods af de forskellige udtryk og materialevalg. Personlige oplevelser fra rejser, byrum, størrelsesforhold og møder med materialer og overflader, byder den besøgende indenfor. Fugleskulpturer møder landskabet og arkitekturen omkring sig i de todimensionelle billedflader på væggene. Som besøgende bliver man en del af denne scene omkranset af det udendørs, der omgiver os.



Tine Hecht-Pedersen og Tine Jakobsen er begge uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi på henholdsvis billedskolerne og arkitektskolen. Begge kunstnere har talrige udstillinger bag sig i ind- og udland - særligt i Kina, hvor de begge er tilknyttet LanLan Gallery.

tirsdag den 1. marts 2011

Fuld farvepalet

Lisbeth Grandjean og Marianne Thorsen udstiller keramik og malerier på Hvidovre Hovedbibliotek.


Der er skruet op for hele farvepaletten til de vintertrætte øjne, når billedkunstneren Lisbeth Grandjean og keramikeren Marianne Thorsen jonglerer virtuost med stærke farver og former, der spiller fint op til hinanden.

Lisbeth Grandjean er uddannet på Billedskolen i København, debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 2006 og har udstillet flere steder i Danmark. Marianne Thorsen kommer oprindelig fra Hvidovre, hvor hun drejede sine første krukker i foreningen HIPS for mere end 30 år siden. Hun er uddannet keramiker og har undervist på Danmarks Designskole. Marianne har deltaget i flere udstillinger - senest på Gammelgård i Herlev.

Se udstillingen i Galleriet fra onsdag den 2. marts til onsdag den 30. marts i Hovedbibliotekets åbningstid.


tirsdag den 18. januar 2011

Deaf Silly, Actually! Vol. 3

Winnie Strøm Schildknecht udstiller på Hvidovre Hovedbibliotek.

Legetøjsdyr balancerer på organiske former i hidsige farver, parcelhuse og smeltede biler er opstillet i giftiggrønne miniaturesamfund og hunde, kaniner eller fugle placeres i drømmeagtige landskaber og scenarier – alt er muligt og intet forbudt, for stort eller for småt i Winnie Strøm Schildknechts modificerede readymades og malerier.


Der er referencer til både popkunsten og surrealismen, når kunstneren sætter hverdagens velkendte objekter ind i nye sammenhænge og vender det hele på hovedet i sit humoristiske og tankevækkende univers, hvor den vestlige livsstil med forbrug, gensplejsning og klimaspørgsmål kommenteres med et glimt i øjet.


Se Winnie Strøm Schildknechts malerier og modificerede readymades i Galleriet fra onsdag den 19. januar til og med lørdag den 19. februar i Hovedbibliotekets åbningstid.
.
.
.

fredag den 8. oktober 2010

Hvidovre Kunstforening fejre 50 års jubilæum - Uffe Schønnemann udstiller

I 2010 fejrer Hvidovre Kunstforening 50 års jubilæum og indbyder til foredrag og udstillinger i Bibliotekscaféen og Forhallen.

Hvidovre Kunstforenings 4. jubilæumsarrangement løber af stablen tirsdag den 26. oktober kl. 18.45 på Hovedbiblioteket, hvor der er underholdning med jazz-kvartetten Holden Foghs New Orleans Jazzband med Doc Houlin og Brødrene Lars og Henrik Stivad. Det swinger himmelsk godt – den karakteristiske Houling Sound gør bandet fremragende.

Uffe Schønnemann udstiller i Forhallen og Bibliotekscaféen fra fredag den 8. oktober til tirsdag den 26. oktober. Uffe Schønnemann vil også være til stede ved medlemsmødet den 26. oktober, hvor han vil holde et lynkursus i blandt andet perspektiv tegning og rumlige afbildninger.




Mens musikken spiller, vil Uffe forsøge at male et stort billede. Undervejs kan man give bud på billedet. Ind imellem vil Uffe synge et par numre med bandet.

Alle er velkomne til arrangementet. Der er gratis kaffe, og der kan købes øl/vand og vin til små priser.

Legende Menneske

Finn Ørssleff udstiller på Hvidovre Hovedbibliotek. Under overskriften ”Mød kunstneren” byder HvidovreBibliotekerne i oktober på en række arrangementer med lokale kunstnere.



På Hovedbiblioteket udstiller Finn Ørssleff skulpturer i sten, keramik, træ og metal, samt decoupage-billeder, fotos og grafik fra mandag den 11. oktober til fredag den 29. oktober.

Udstillingens titel ”Legende Menneske” er udtryk for glæden ved, som barnet, at kunne lege og lære og udvikles i den tredje alder.

Finn Ørssleff er pensioneret ingeniør, og det sætter sit præg på nogle af værkerne, der kan ses som prototyper på problemløsninger eller som afprøvninger af materialernes og arbejdsprocessernes grænser. ”Hvor langt kan fantasien og forestillingsevnen drive formgivningen? Hvor langt kan øjnene, hænderne og værktøjet realisere tanken?” fortæller Finn Ørssleff.

Inspirationen er sjældent guddommelig, men derimod ofte resultatet af hårdt systematisk arbejde med emner, som måske kan blive idéer. Et andet godt grundlag er en bred viden om billedkunst og kurser i håndværket, ligesom andres værker inspirerer og udvikler den personlige smag.

Udstillingen vises i Galleriet i Hovedbibliotekets åbningstid.

Hør Finn Ørssleff fortælle om sine værker torsdag den 21. oktober kl. 17.00 – 18.30.