fredag den 31. august 2012

Røg

En lille jog, en stor jog, en tramper, en drysser, en sparker, en explosion af røg og farver.

På udstillingen Røg arbejder kunstnergruppen Ultra Grøn med flerfarvet røg fra røgbomber. Røgen bruges som maling på papir. Skygge, sky, tåge, en bølge, en fontæne og explosioner.



Ultra Grøn, Morten Leck Plesner og Christian Elovara Dinesen, viser udvalgte røgværker og har dækket gulvet i udstillingslokalet med 16 kvadratmeter explosionsforsøg og forberedelser. Gulvet sammenslutter rummet og binder røgværkerne sammen med den action som det kræver, for at skabe værkerne og illustrerer explosiviteten i røgen, der indkapsles og nedfældes på papir.

Udstillingen Røg ligger i forlængelse af Ultra Grøns deltagelse i Copenhagen Art Festival, hvor de underviser i samtidskunst og byrum og afholder workshops, hvor røg som action og performance inddrager beskuere og elever.
Ultra Grøn arbejder hovedsageligt med stedspecifikke skulpturer og installationer, hvor action og nøje materiale- og objektudvælgelse og nørderi danner rammen for deres arbejde.
Se flere af kunstnernes projekter på
ultragroen.dk.

Oplev Ultra Grøns røgværker fra onsdag den 5. til lørdag den 29. september i Hovedbibliotekets åbningstid.

Olga Stra og Lene Skagen på Hovedbiblioteket

To af arrangørerne bag Hvidovre Censurerede Udstilling 2012 udstiller egne værker på Hovedbiblioteket.

Olga Stra og Lene Skagen er begge meget aktive kunstnere og har udstillet flere steder i både ind- og udland. Fælles for dem er, at de har været med til at arrangere HCU, som blev afholdt i februar 2012, og derfor ikke selv har kunnet sende værker ind til den censurerede udstilling. Nu kan man se et udvalg af deres egne billeder i Galleriet.




Under titlen Stoflige malerier præsenterer Olga Stra unikke blandinger af tekstiler og maleri, som fortættes gennem form og visuel rytme. Tilsyneladende vildtvoksende planter og grene trænger ind i de abstrakte flader og åbner rummet for beskueren.




Lene Skagen inspireres og fascineres af natur og mennesker, og hendes malerier er ekspressive med stærke mættede farver og spænder fra det naturalistiske til det abstrakte.
Olga Stra udstiller fra tirsdag den 7. august til lørdag den 18. august. Lene Skagen udstiller fra tirsdag den 21. august til lørdag den 1. september. Udstillingerne kan ses i Hovedbibliotekets åbningstid.

torsdag den 30. august 2012

Det Ekstraordinære og Usædvanlige

Tre vinkler på menneskets natur, som vi ikke altid lægger mærke til ved første øjekast.




Menneskets natur er på én gang usædvanlig og ekstraordinær: Kroppen, der fylder os ud, så vi kan genkende os selv. Naturen, som vi kommer af uden at begribe den, men som vi genskaber i egne billeder af cirkler, buer og linjer. De menneskeskabte systemer, der har det med at blive fremmede for os i deres gennemførte konsekvens.

At være menneske vil sige, at vi hele tiden skaber fortællinger og systemer om os selv for at få orden på kaos, uden at det dog dermed bringer orden – det er vores kultur, på én gang usædvanlig og ekstraordinær.

Fire mennesker med hver deres passion indenfor fotografiet, Claudia Kent, Betina Marchen, Ralph Balling og Kim Balling undersøger sammen med tekstforfatteren Gert Balling kroppen, naturen og de menneskeskabte systemer.

I forbindelse med udstillingen kan man møde fotografen Betina Marchen lørdag den16. juni fra kl. 12.00-14.00.

Udstillingen kan ses fra onsdag den 6. juni til lørdag den 30. juni i bibliotekets åbningstid.

Konvoj Hvidovre

Billedhuggeren Ole Lorin Rasmussen udstiller et udvalg af værker, hvor temaet er kroppen i overgang fra en tilstand til en anden.




Konvoj Hvidovre er følelsen af en masse kroppe i bevægelse, en sammenhobning af former, der triller af sted ved hinandens og surrealismens fælles hjælp.
Her optræder blandt andet dværge, Barbiedukker og anatomiske studier.
De forskellige figurer symboliserer forskellige temperamenter. Et vigtigt motiv i udstillingen er hjulet, der er et gammelt symbol i nordisk kunst, og som man blandt andet kender fra solvognen fra Trundholm Mose. På udstillingen hjælper hjulet alle figurerne videre på deres færd.




I andre værker smelter kroppen sammen med maskinen som et resultat af gensidig tiltrækning.
Ole Lorin Rasmussen har tidligere arbejdet med temaet i fx værkerne Hulk og Killling Zone, som begge er udstillet i Skulpturpark Augustiana på Als, og Dollboy.
Ole Lorin Rasmussen er uddannet på det Kongelige Danske Kunstakademis billedkunstskoler og Ecole Regionale des Beaux Arts de Nantes.

Udstillingen kan ses på Hovedbiblioteket fra onsdag den 2. maj til torsdag den 31. maj i bibliotekets åbningstid.

fredag den 24. februar 2012

Im Not Stupet

Im Not Stupet
The woest thing abot being dislexisk is
that no mater haw meni boks
i rit
i stil fil stupet

Billedkunstneren Gudrun Hasle sætter fokus på ordblindhed med udstillingen, Im Not Stupet, på Hovedbiblioteket.

Gudrun Hasle, som selv er ordblind, reflekterer i sine værker over de oplevelser og udfordringer ordblindheden afføder i hverdagen i forhold til sociale relationer og skriftlig kommunikation.





På udstillingen viser Gudrun Hasle blandt andet to videoværker, der viser hendes kamp med at gøre sig forståelig på skrift og de frustrationer, som det udløser.
En anden værkserie består af en række broderede tekster, der skildrer centrale og personlige episoder fra kunstnerens liv, hvor ordblindheden har været en barriere. Teksterne er skrevet med den ordblindes "stavefejl", der gør det svært at læse for den retstavende læser. Gudrun Hasle vender på den måde magtforholdet og gør publikum til de ordblinde.

Ved at udstille sine egne svagheder og mangler, og ved at sætte fokus på de fordomme og den fremmedgørelse, som samfundets normer og konventioner udsætter ordblinde for, belyser Gudrun Hasle det almindelige i menneskets mangfoldige uperfektheder.

Oplev Gudrun Hasles udstilling på Hovedbiblioteket fra tirsdag den 6. marts til lørdag den 31. marts i bibliotekets åbningstid.

torsdag den 12. januar 2012

Drømmeskrot

Vi omgiver os med ting, som vi bruger som rekvisitter i de fortællinger og drømme, vi bygger op om os selv.





en hvad er tingene egentlig, når man kikker rigtigt på dem og hvilken historie fortæller de, når de ikke længere har vores opmærksomhed?





Lotte Agger udstiller fotografier af drømmeskrot.

onsdag den 5. oktober 2011

Kunstner sætter danskheden under lup med durumrulletryk og dræbersnegle

Under titlen "Hidestinoratieon - Det graa omraade" har Magnus Frederik Clausen skabt en udstilling, som bevidst famlende forsøger at begribe, hvad det vil sige at være dansk. Udstillingen består af en række bearbejdninger af billeder og objekter fra den danske kulturarv gennem de sidste 1000 år.



I en slags antropologisk studie sidestiller Clausen danskernes spisetraditioner med nyhedshistoriernes døgnfluer samt en række andre elementer og ritualer, som til sammen måske kan sige noget om det at tilhøre et folk.
Side om side vises en bog indeholdende durumrulletryk, en dokumentation af en studenterkørsel, saltede dræbersnegle og en æggeblommekartoffel foreviget i bronze.

Ordet i udstillingens titel, Hidestinoratieon, er en sammensætning af ordene Historie og Destination. Clausen sætter livet i Danmark under lup og undersøger hvilke handlinger og objekter, som former og formes af "det danske".




På sin vis gør udstillingen nærmest nar af sig selv og sine iagttagelser, for destinationen er tæt på komplet fraværende: Clausen viser ingen visioner for, hvor vi måske kunne være på vej hen. Spørgsmålet er dog, om de manglende visioner måske siger mere om udstillingens tematik end noget andet?