mandag den 27. juli 2009

Byen der drømmer sig selv - nu også på Hovedbiblioteket i Hvidovre

Har du ikke mulighed for at opleve åbningen af kunstneren, Pejk Malinowskis, ’lyd road movie’ gennem Hvidovres borgeres drømmelandskaber på Hvidovre Torv d. 13. august, kan du dagen efter blive klogere på hvad hvidovredrømme kan være på Hovedbiblioteket fra kl. 10.





Pejk Malinowski vil fortælle om tilblivelsen af hans og hvidovreborgernes drømmescenarier og krydre med lydklip af de indsamlede drømme. Du har altså her mulighed for at få smagsprøver på områdets beboeres underbevidsthed og bagefter bevæge dig ned langs Hvidovrevej og få mange flere drømme i ørerne.


Projektet kører frem til d. 30. august og du kan i hele perioden lytte til drømmene i Hovedbibliotekets musikafdeling. Vi glæder os til at se dig fredag d. 14. august kl. 10 på Hvidovre Hovedbibliotek.

Læs drømmene her...
.
.
.

fredag den 3. juli 2009

FDF går forrest i forhold til børns sundhed og bæredygtighed.

Grundlovsdag 2008 nedbrændte Ingeborg. Nu har FDF brugt 1 år på at nytænkte lejren. FDF står klar til at opføre en ny superlejr der, sætter nye højder for rummelighed og energibevidsthed.

Mange husker nok de sørgelige billeder af Ingeborg i lys lue fra juni 2008. Efter at være kommet sig over det store tab har FDF Hvidovre nu, efter et år, fået det store smil på igen.


I løbet af efteråret og vinteren har FDF fået færdigforhandlet erstatning med forsikringsselskabet. Lejren var så beskadiget af branden (>50%), det ville være bedst at bygget en helt ny lejr. "Selv om vi holdt ufattelig meget af Ingeborg, følte vi at vi var nødt til at udfordre os selv og bygge en helt ny topmoderne lejr. Den mulighed ville vi ikke lade gå fra os", udtaler formand Bo Grøn-Iversen.

Lejrbyggeri i særklasse
Vi startede processen i november med at skrive ned, hvad vi ønskede os af en ny lejr. Lige før jul 2008 indgik vi en aftale med fire arkitektfirmaer om at komme med deres bud på det 21. århundredes lejr. De væsentligste bedømmelseskriterier var aktivitetsstimulerende byggeri for børn og unge samt bæredygtighed.

Vi fik fire utrolig flotte bud på en ny lejr, som på fire meget forskellige måder hver især kunne have været spændende projekter.

Vi synes det er fire så spændende projekter, så vi har aftalt med Hvidovre Hovedbibliotek, at alle projekterne vil blive udstillet i perioden 4. - 21. juli.

I tæt dialog med Lokale- og Anlægsfonden som har støttet og vejledt gennem processen, blev arkitektfirmaet AART A/S valgt som vinderprojekt.

Lejr til gavn for hele kommunen.
Ingeborg har hidtil været benyttet flittigt af skoler, institutioner og foreninger i kommunen. FDF er overbeviste om at der vil blive rift om den nye lejr. Med den fleksibilitet og tilgængelighed, bl.a. handicapvenlighed, der er i lejren, vil der være endnu flere, der kan gøre brug af lejren.

Detaljerne på plads
Da FDFs økonomi lider hårdt under at man har en grund uden indtægter, har der hele tiden været et pres på for at få en ny lejr opført hurtigst muligt. Vi havde sat os et mål om at få tegnet alle detaljerne på plads samtidig med at få sikret finansieringen bl.a. med ekstern støtte og samtidig få byggetilladelse i Halsnæs kommune.

Vi er nu tæt på at have alle detaljer på plads – materialevalg, hyggekroge og hemse, hvor børnene kan lege, samt udvikling af et madværksted i samarbejde med Lars Sonne-Hansen fra Suhrs husholdningsskole. Lejren komme bl.a. til at have et energi- og klatretårn på 10,5 m, og der kan klatres på tre sider – en hvor man klatre næsten lodret – en lodret og en hvor man hænger nedad.

Bæredygtighed
Lejren er som udgangspunkt tegnet som et træhus, og der er valgt naturlige materialer. Desuden er der lagt vægt på et lavt energiforbrug. Lejren forventes at opnå energiklasse 1 – hvor superisolering, jordvarmeanlæg og solceller vil gøre lejren til Danmarks mest energivenlige lejr.

Sunde børn i bevægelse
I den offentlige debat beskyldes børn og unge for bl.a. koncentrationsbesvær, manglende social tilpasning, for lidt bevægelse og fedme. Vi har valgt at følge en række anbefalinger fra en rapport udarbejdet af Århus Kommune vedr. fremtidens børnebyggeri. Her peges på seks principper: Udviklingstrin. Engagement i inspirerende rum. Innovation og tværfaglighed. Aktivitet og kropslighed. Sociale fællesskaber baseret på anerkendelse af individualitet. Integration af informations- og kommunikationsteknologi (IKT). Nysgerrige sjæle kan finde mere om denne rapport på http://www.aarhuskommune.dk/taenketank/ .

Støtte fra Lokale- og anlægsfonden
I sidste uge besluttede bestyrelsen for Lokale- og Anlægsfonden at støtte byggeriet med 2 millioner kroner. FDF er utrolig glade for støtten. Lokale- og Anlægsfonden har været gode til at udfordre os/arkitekterne så overliggeren er sat meget højt – og FDF er selvfølgelig meget tilfredse med at de også hjælper økonomisk med at gøre det muligt at realisere de gode tanker. Lokale- og Anlægsfonden har særligt lagt vægt på bæredygtighed og multifunktionalitet.

Byggetilladelse
På Halsnæs kommunes teknikudvalgsmøde blev det mandag den 22. juni besluttet at give FDF tilladelse til at bygge lejren. Igen her er FDF meget tilfredse. Halsnæs kommune betragter Ingeborg som et aktiv i kommunen og ville gerne gøre plads til det spændende byggeri.

Et stykke vej endnu
"Selv om vi er rigtig langt er der stadig mange ting der skal falde på plads,"siger formanden. "Henover sommeren skal detailprojekteringen færdiggøres så vi kan komme i licitation i august måned. Vi arbejder på byggestart i september, så Ny Ingeborg kan stå klar til indvielse til Påske 2010. Desuden regner vi med, at vi skal skaffe mellem ½ og 1 mio. kroner yderligere til projektet. Så vi vil benytte nogle sommeraftener til at skrive til fonde og firmaer om muligheden for at være med til at realiseret det 21. århundredes bæredygtige lejr. Evt. interesserede er meget velkomne til at kontakte os”, slutter Bo Grøn-Iversen" (bogron@fdf.dk).
.
.
.