torsdag den 11. oktober 2012

Kvinder i Oman – værdighed og nye veje

Hussein Shehadeh, journalist og foredragsholder viser fotoudstillingen ”Kvinder i Oman – værdighed og nye veje” på Hvidovre Hovedbibliotek.


Hussein Shehadeh fortæller om udstillingen:
Oman, et land der er næsten syv gange større end Danmark, brød på 40 år alle rekorder for udviklingstempo og gik fra middelalderen til det 21. århundrede i en håndevending og uden traumer.

Arkitekten bag disse forandringer er Sultan Qaboos, som har ledet landet siden 1970, og som til stadighed rejser rundt for at se og undersøge de sociale og økonomiske reformers effektivitet, som han har introduceret.

Under en af sine rejser i oktober 2009 holdte Sultan Qaboos et møde med repræsentanter for Omans kvinder og erklærede derefter den 17. oktober for Omans Kvindedag. Han gav endvidere kvinderne sit løfte om at beskytte dem mod tvunget ægteskab.

Kvinderne var den gruppe, der havde været mest forsømt under Sultan Qaboos’ fader, men siden 1970 har kvinderne haft indflydelse i alle livets facetter.

Omanske kvinder deltager i den sociale, politiske og kulturelle udvikling, næsten på lige fod med mændene. De har stemmeret og kan vælges til Majlis A’Shura, den rådgivende forsamling, og de har opnået retten til at arbejde indenfor alle fagområder. 56 % af de studerende på Sultan Qaboos Universitet er kvinder.

Udstillingen kan ses fra den 9. oktober til den 27. oktober i bibliotekets åbningstid.
.
.
.

Efeuen og det gamle havehus

Kirsten Hansen udstiller fotografier på Hvidovre Hovedbibliotek

Et sted i Hvidovre står et gammelt kolonihavehus med en efeu, som fangede Kirsten Hansens opmærksomhed og inspirerede hende til den fotoserie, som hun nu udstiller på biblioteket.


Over en periode på et par år har Kirsten Hansen med et lille automatisk kamera taget en række billeder af havehuset i al slags vejr og derfor med et utal af forskellige lyspåvirkninger. Den ældste del af huset er bygget omkring 1937 af emballage-træ, som dengang var almindeligt byggemateriale til kolonihavehuse. Væggene har fra begyndelsen været beklædt med tagpap udvendig, hvilket stadig kan ses enkelte steder. Sammen med masser af søm og skruer har en efeu groet sig fast i væggene, og både ude og inde dukker der efeu op i alle sprækker og revner.
Efeuen har helt sikkert været medvirkende til, at havehuset har kunnet klare sig i alle de storme, som det har gennemlevet i de sidste cirka 75 år og vil sikkert kunne holde sammen på det gamle hus i mange år endnu.



Kirsten Hansen vil være på udstillingen lørdag den 6. oktober fra kl.11.00 - 14.00. Udstillingen kan ses fra onsdag den 3. oktober til fredag den 26. oktober i Hovedbibliotekets åbningstid.
.
.
.

fredag den 31. august 2012

Røg

En lille jog, en stor jog, en tramper, en drysser, en sparker, en explosion af røg og farver.

På udstillingen Røg arbejder kunstnergruppen Ultra Grøn med flerfarvet røg fra røgbomber. Røgen bruges som maling på papir. Skygge, sky, tåge, en bølge, en fontæne og explosioner.



Ultra Grøn, Morten Leck Plesner og Christian Elovara Dinesen, viser udvalgte røgværker og har dækket gulvet i udstillingslokalet med 16 kvadratmeter explosionsforsøg og forberedelser. Gulvet sammenslutter rummet og binder røgværkerne sammen med den action som det kræver, for at skabe værkerne og illustrerer explosiviteten i røgen, der indkapsles og nedfældes på papir.

Udstillingen Røg ligger i forlængelse af Ultra Grøns deltagelse i Copenhagen Art Festival, hvor de underviser i samtidskunst og byrum og afholder workshops, hvor røg som action og performance inddrager beskuere og elever.
Ultra Grøn arbejder hovedsageligt med stedspecifikke skulpturer og installationer, hvor action og nøje materiale- og objektudvælgelse og nørderi danner rammen for deres arbejde.
Se flere af kunstnernes projekter på
ultragroen.dk.

Oplev Ultra Grøns røgværker fra onsdag den 5. til lørdag den 29. september i Hovedbibliotekets åbningstid.

Olga Stra og Lene Skagen på Hovedbiblioteket

To af arrangørerne bag Hvidovre Censurerede Udstilling 2012 udstiller egne værker på Hovedbiblioteket.

Olga Stra og Lene Skagen er begge meget aktive kunstnere og har udstillet flere steder i både ind- og udland. Fælles for dem er, at de har været med til at arrangere HCU, som blev afholdt i februar 2012, og derfor ikke selv har kunnet sende værker ind til den censurerede udstilling. Nu kan man se et udvalg af deres egne billeder i Galleriet.




Under titlen Stoflige malerier præsenterer Olga Stra unikke blandinger af tekstiler og maleri, som fortættes gennem form og visuel rytme. Tilsyneladende vildtvoksende planter og grene trænger ind i de abstrakte flader og åbner rummet for beskueren.




Lene Skagen inspireres og fascineres af natur og mennesker, og hendes malerier er ekspressive med stærke mættede farver og spænder fra det naturalistiske til det abstrakte.
Olga Stra udstiller fra tirsdag den 7. august til lørdag den 18. august. Lene Skagen udstiller fra tirsdag den 21. august til lørdag den 1. september. Udstillingerne kan ses i Hovedbibliotekets åbningstid.

torsdag den 30. august 2012

Det Ekstraordinære og Usædvanlige

Tre vinkler på menneskets natur, som vi ikke altid lægger mærke til ved første øjekast.




Menneskets natur er på én gang usædvanlig og ekstraordinær: Kroppen, der fylder os ud, så vi kan genkende os selv. Naturen, som vi kommer af uden at begribe den, men som vi genskaber i egne billeder af cirkler, buer og linjer. De menneskeskabte systemer, der har det med at blive fremmede for os i deres gennemførte konsekvens.

At være menneske vil sige, at vi hele tiden skaber fortællinger og systemer om os selv for at få orden på kaos, uden at det dog dermed bringer orden – det er vores kultur, på én gang usædvanlig og ekstraordinær.

Fire mennesker med hver deres passion indenfor fotografiet, Claudia Kent, Betina Marchen, Ralph Balling og Kim Balling undersøger sammen med tekstforfatteren Gert Balling kroppen, naturen og de menneskeskabte systemer.

I forbindelse med udstillingen kan man møde fotografen Betina Marchen lørdag den16. juni fra kl. 12.00-14.00.

Udstillingen kan ses fra onsdag den 6. juni til lørdag den 30. juni i bibliotekets åbningstid.

Konvoj Hvidovre

Billedhuggeren Ole Lorin Rasmussen udstiller et udvalg af værker, hvor temaet er kroppen i overgang fra en tilstand til en anden.




Konvoj Hvidovre er følelsen af en masse kroppe i bevægelse, en sammenhobning af former, der triller af sted ved hinandens og surrealismens fælles hjælp.
Her optræder blandt andet dværge, Barbiedukker og anatomiske studier.
De forskellige figurer symboliserer forskellige temperamenter. Et vigtigt motiv i udstillingen er hjulet, der er et gammelt symbol i nordisk kunst, og som man blandt andet kender fra solvognen fra Trundholm Mose. På udstillingen hjælper hjulet alle figurerne videre på deres færd.




I andre værker smelter kroppen sammen med maskinen som et resultat af gensidig tiltrækning.
Ole Lorin Rasmussen har tidligere arbejdet med temaet i fx værkerne Hulk og Killling Zone, som begge er udstillet i Skulpturpark Augustiana på Als, og Dollboy.
Ole Lorin Rasmussen er uddannet på det Kongelige Danske Kunstakademis billedkunstskoler og Ecole Regionale des Beaux Arts de Nantes.

Udstillingen kan ses på Hovedbiblioteket fra onsdag den 2. maj til torsdag den 31. maj i bibliotekets åbningstid.

fredag den 24. februar 2012

Im Not Stupet

Im Not Stupet
The woest thing abot being dislexisk is
that no mater haw meni boks
i rit
i stil fil stupet

Billedkunstneren Gudrun Hasle sætter fokus på ordblindhed med udstillingen, Im Not Stupet, på Hovedbiblioteket.

Gudrun Hasle, som selv er ordblind, reflekterer i sine værker over de oplevelser og udfordringer ordblindheden afføder i hverdagen i forhold til sociale relationer og skriftlig kommunikation.





På udstillingen viser Gudrun Hasle blandt andet to videoværker, der viser hendes kamp med at gøre sig forståelig på skrift og de frustrationer, som det udløser.
En anden værkserie består af en række broderede tekster, der skildrer centrale og personlige episoder fra kunstnerens liv, hvor ordblindheden har været en barriere. Teksterne er skrevet med den ordblindes "stavefejl", der gør det svært at læse for den retstavende læser. Gudrun Hasle vender på den måde magtforholdet og gør publikum til de ordblinde.

Ved at udstille sine egne svagheder og mangler, og ved at sætte fokus på de fordomme og den fremmedgørelse, som samfundets normer og konventioner udsætter ordblinde for, belyser Gudrun Hasle det almindelige i menneskets mangfoldige uperfektheder.

Oplev Gudrun Hasles udstilling på Hovedbiblioteket fra tirsdag den 6. marts til lørdag den 31. marts i bibliotekets åbningstid.