mandag den 30. marts 2009

“Transperens”

Ekspressive poetiske malerier på Hvidovre Hovedbibliotek

Hvidovre Hovedbibliotek udstiller fra fredag den 3. april til og med tirsdag den 28. april 2009 nye malerier af Annelise Kalbak.



Om Annelise Kalbak

Annelise Kalbak er kendt for et lyrisk og abstrakt formsprog. I de unge år arbejdede hun med genkendelige ornamenter og mønstre, ofte i blå, gule og røde farver.
I de senere år er ornamenterne blandet med tegning direkte på lærredet, farverne er gennemsigtige og gyldne iriserende – pigmenter, planter og blomsterfragmenter danner en drømmeagtig fortælling.

De transparente strøg på malerierne har en livligt bevæget og musikalsk rytme, en lys og sommerlig stemning, der er beslægtet med 1980’ernes internationale malestil Pattern Painting.

Annelise Kalbak er uddannet cand.phil. og maler og grafiker fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København. Hun er medlem af Kunstnersamfundet og Billedkunstnernes Forbund og kunstnersammenslutningen Den Gyldne.

Udstillingen vises i Galleriet i Hovedbibliotekets åbningstid.

Læs mere om Annelise Kalbak.

.

.

“Black Ink”

Billedkunstner Hanne Ravn Hermansen udstiller på Hvidovre Hovedbibliotek.

Hvidovre Hovedbibliotek viser fra onsdag den 4. marts til og med fredag den 27. marts udstillingen “Black Ink” af billedkunstner Hanne Ravn Hermansen. En del af billedserien er lavet specielt til Hovedbibliotekets udstillingsrum og klæbes direkte op på væggene i Galleriet. Så kunsten er – helt bogstaveligt – på væggene.





Blændet af sne
I Hanne Ravn Hermansens billeder er situationen ikke endeligt defineret, og tingene er ikke nødvendigvis, hvad de synes at være. ”Billederne fortsætter ud af rammen, sorte grene og lignende indtager hele væggen. Skilifter og kraner i et hvidt univers, fugle og ensomme hunde, der ser direkte ud på dig. Man spørger sig selv, hvad laver de der? Blændet af sne?”, fortæller Hanne Ravn Hermansen om motiverne i sin billedserie ”Black Ink”.



Grænseland i sort/hvid
Hanne Ravn Hermansen arbejder med temaer i sine billedserier. Billedserierne er ofte farverige, men denne gang er serien holdt helt i sort/ hvid og malet med tusch, pen og lak på lærred, hvor der zoomes ind på mindre udsnit af tvetydig karakter.
Dyr, mennesker, natur og arkitektoniske dele med et stærk grafisk præg brænder sig fast på nethinden, og personerne bliver arketyper i et grænseland, hvor der kan ske uventede ting, og frøer falder fra himlen.
Hanne Ravn Hermansen er medlem af kunstgruppen Kromosom og har en lang række udstillinger og udsmykninger bag sig – blandt andet i DGI Byen. Derudover underviser hun også i billedkunst.


Se flere af Hanne Ravn Hermansens billeder.
.
.

søndag den 29. marts 2009

“Vægtæppe”

Telefon Til Chefen viser udstillingen “Vægtæppe” fra onsdag den 4. februar til torsdag den 26. februar på Hvidovre Hovedbibliotek.

Udstillingen viser individuelle værker af medlemmerne fra Telefon Til Chefen (TTC), der alle forholder sig til temaet vægtæppe.
I forbindelse med udstillingen har TTC produceret en bog, der viser udstillingens skabelsesproces, skitser, hidtil ubrugt materiale og inspiration relateret til de viste værker.




Om TTC / Telefon Til Chefen
Kunstnerkollektivet TTC laver kunstprojekter med udgangspunkt i DIY kulturen og den dertilhørende zine kultur. Kollektivet laver fællesværker, men arbejder også individuelt og udstiller som gruppe individuelle værker – oftest under samme tematiske udgangspunkt.
Derudover laver TTC også selvpublicerede udgivelser og zines.
TTC har siden 2006 i deres fælles lokaler på Vesterbro arbejdet sammen som
gruppe, hovedsageligt indenfor det grafiske felt.
Derudover arbejder enkelte medlemmer også med video, animation, maleri og skulptur.

TTC arrangerer udstillinger med eksterne kunstnere i udstillingslokalerne TTC Gallery på Asger Rygs Gade 5, København V. Herfra administrerer de
også Danmarks største zine butik.
I øjeblikket er TTC repræsenteret på udstillingen Til Vægs på Charlottenborg Kunsthal.

Man kan læse mere om TTCs projekter på deres hjemmeside http://www.ttcgallery.com/

Udstillingen vises i Galleriet i Hovedbibliotekets åbningstid.
.
.

Nordiske streger

Udstilling med nordiske børnebogsillustrationer i Hvidovre Medborgerhus

Illustrationerne blev vist første gang på Københavns Rådhus i september 2008 i anledning af en international børnelitteratur kongres, IBBY, der blev afholdt i København.
Nu er der mulighed for at se den unikke udstilling med hundrede originale børnebogsillustrationer af 79 nordiske illustratorer i Hvidovre Medborgerhus fra tirsdag den 6. januar til fredag den 23. januar.




Fælles nordisk billedsprog
Lilian Brøgger, der har illustreret mange danske billedbøger, har skrevet forordet, hvor hun funderer over, om der findes et fælles nordisk billedsprog. Forskellene er mange, men hun ser også ligheder i bøgernes billeder: ”De kølige farver, ikke så mærkeligt her højt mod nord, det er hvad øjnene ser året rundt. Grønt og blåt – og hele gråskalaen. Havet, der spejler himlen, lyset der skifter i en uendelighed, drivende mangefarvede skyer.”
Helt speciel er den grønlandske del af udstillingen. En række grønlandske kunstnere er gået sammen og har udgivet en grønlandsk ABC - en illustration for hvert bogstav. Illustrationerne er collager - meget forskellige, men alle med et grønlandsk fingeraftryk.

Originale illustrationer
Sammen med de originale illustrationer hænger den bog, som illustrationerne stammer fra. Sammenhængen er vigtig, for illustrationen er forfatternes forlængede arm, der giver historierne sanseligt udtryk.
Derudover er der til udstillingen udgivet et udførligt katalog, der er gratis.
Pædagogisk Center i Hvidovre har en andel i udstillingen ved blandt andet at være med til at skaffe illustrationerne frem, ramme dem ind og bistå med udgivelsen af kataloget og plakaterne.

Udstillingen blev vist i Hvidovre Medborgerhus’ forhal og på Hvidovre Hovedbibliotek i bibliotekets åbningstid.
.
.