fredag den 10. september 2010

Zhangjiajie – kinesisk natur og kultur som vi sjældent ser

Pressefotograf Zhong Min Peng udstiller fotografier på Hovedbiblioteket af den fascinerende natur og kultur i Zhangjiajie.

Smalle søjler og toppe af sandsten, mange over 200 meter høje, kløfter og slugter med vandløb, bassiner og vandfald, drypstenshuler, og store naturlige broer – pressefotograf Zhong Min Peng giver et levende indtryk af den unikke natur, der er kendt for sin slående og naturlige skønhed, ligesom han også har fotograferet plante- og dyrelivet og lokale skikke og kultur i området.


Zhangjiajie National Forest Park ligger i Wulingyuan i den kinesiske provins Hunan, og kom på Unesco’s World Heritage liste i 1992.
Udover den fantastiske natur er området også hjemsted for en række truede plante- og dyrearter. Befolkningen består hovedsagelig af etniske minoriteter, som holder fast ved deres kultur og lokale skikke – for eksempel kan jijia-folk finde en kone på loppemarked og blive gift på tre minutter.

Pressefotograf Zhong Min Peng har boet i Hvidovre i over 16 år og er uddannet journalist og fotograf. Han har arbejdet som journalist og pressefotograf i Hong Kong, Japan og Tokyo, hvor han også blev uddannet i økonomi på universitetet.
I 1989 kom Zhong Min Peng til Danmark og fortsatte sit arbejde som portræt- og pressefotograf på Royal Press. Her fik han mulighed for at portrættere og interviewe royale familier, statsoverhoveder og ministre fra hele verden. Portrætterne er blandt andet udgivet i flere bøger og er meget populære i Kina.
”Jeg har to hjem” siger Zhong Min Peng ”et i Danmark og et i Kina”. Derfor vil han gerne vise den kinesiske kultur i Danmark, og det gør han meget vellykket med sine spændende billeder fra Zhangjiajie.

Udstillingen kan ses på Hovedbiblioteket fra den 7. september til og med den 7. oktober. Alle er velkomne til åbning tirsdag den 14. september, hvor der serveres små smagsprøver fra Zhangjiajie.

Torsdag den 7. oktober kl. 19 fortæller Zhong Min Peng om Zhangjiajie og kinesisk kultur på Hovedbiblioteket.