fredag den 8. oktober 2010

Hvidovre Kunstforening fejre 50 års jubilæum - Uffe Schønnemann udstiller

I 2010 fejrer Hvidovre Kunstforening 50 års jubilæum og indbyder til foredrag og udstillinger i Bibliotekscaféen og Forhallen.

Hvidovre Kunstforenings 4. jubilæumsarrangement løber af stablen tirsdag den 26. oktober kl. 18.45 på Hovedbiblioteket, hvor der er underholdning med jazz-kvartetten Holden Foghs New Orleans Jazzband med Doc Houlin og Brødrene Lars og Henrik Stivad. Det swinger himmelsk godt – den karakteristiske Houling Sound gør bandet fremragende.

Uffe Schønnemann udstiller i Forhallen og Bibliotekscaféen fra fredag den 8. oktober til tirsdag den 26. oktober. Uffe Schønnemann vil også være til stede ved medlemsmødet den 26. oktober, hvor han vil holde et lynkursus i blandt andet perspektiv tegning og rumlige afbildninger.




Mens musikken spiller, vil Uffe forsøge at male et stort billede. Undervejs kan man give bud på billedet. Ind imellem vil Uffe synge et par numre med bandet.

Alle er velkomne til arrangementet. Der er gratis kaffe, og der kan købes øl/vand og vin til små priser.

Legende Menneske

Finn Ørssleff udstiller på Hvidovre Hovedbibliotek. Under overskriften ”Mød kunstneren” byder HvidovreBibliotekerne i oktober på en række arrangementer med lokale kunstnere.



På Hovedbiblioteket udstiller Finn Ørssleff skulpturer i sten, keramik, træ og metal, samt decoupage-billeder, fotos og grafik fra mandag den 11. oktober til fredag den 29. oktober.

Udstillingens titel ”Legende Menneske” er udtryk for glæden ved, som barnet, at kunne lege og lære og udvikles i den tredje alder.

Finn Ørssleff er pensioneret ingeniør, og det sætter sit præg på nogle af værkerne, der kan ses som prototyper på problemløsninger eller som afprøvninger af materialernes og arbejdsprocessernes grænser. ”Hvor langt kan fantasien og forestillingsevnen drive formgivningen? Hvor langt kan øjnene, hænderne og værktøjet realisere tanken?” fortæller Finn Ørssleff.

Inspirationen er sjældent guddommelig, men derimod ofte resultatet af hårdt systematisk arbejde med emner, som måske kan blive idéer. Et andet godt grundlag er en bred viden om billedkunst og kurser i håndværket, ligesom andres værker inspirerer og udvikler den personlige smag.

Udstillingen vises i Galleriet i Hovedbibliotekets åbningstid.

Hør Finn Ørssleff fortælle om sine værker torsdag den 21. oktober kl. 17.00 – 18.30.