fredag den 7. maj 2010

Fra blomsten til træet – fra mennesket til landskabet

Kunstnere ligger ikke hjemme på sofaen
I maj måned udstiller nogle af arrangørerne bag Hvidovre Censurerede Udstilling 2010 deres egne værker i Galleriet på Hovedbiblioteket.
Olga Stra, Gudrun Nielsen, Birgitte Madsen og Lene Skagen er fire meget forskellige billedkunstnere. Fælles for dem er, at de har været med til at arrangere HCU og derfor ikke selv har kunnet sende værker ind til den censurerede udstilling. Derfor har de nu fået mulighed for at vise et udvalg af deres egne billeder i Galleriet.

Olga Stra - hjerte

De er alle meget aktive kunstnere, som sjældent ligger hjemme på sofaen og slapper af. Hver måned udstiller de forskellige steder i Danmark og i udlandet. Gudrun Nielsen, Lene Skagen og Olga Stra har netop afsluttet en stor gruppeudstilling i Brøndsalen på Frederiksberg sammen med kunstnere fra Barcelona.

De fire kunstnere har hver deres tilgang til maleriet – farverne går fra sarte nuancer til sorte streger, ligesom billedernes størrelse varierer fra mindre billeder til større formater på halvanden meter.

Se udstillingen i Galleriet fra mandag den 10. maj til og med lørdag den 29. maj. i Hovedbibliotekets åbningstid.