Hvidovre Kunstforenings 3. jubilæumsarrangement løber af stablen tirsdag den 31. august kl. 18.45 i Bibliotekscaféen i Medborgerhuset. Visens Venner underholder og alle er velkomne.

Akvarelmaleren Mona Sloth udstiller i Forhallen og Bibliotekscaféen fra fredag den 20. august til fredag den 10. september.
Mona Slots store interesse for akvarel kom efter mange år med grafik og oliemaleri. Hendes foretrukne motiv er den nordiske natur, og akvarellen giver gode muligheder for at skildre naturens væsen.
Mona Sloth søger stemningen frem for en fotografisk gengivelse i motivet, og her er akvarellen særdeles velegnet. De transparente farver frembringer et lys, så billedet bliver levende på en måde, der ikke opnås med andre midler.
Mona Sloth fortæller om sine værker ved jubilæumsarrangementet den 31. august.