Illustrationerne blev vist første gang på Københavns Rådhus i september 2008 i anledning af en international børnelitteratur kongres, IBBY, der blev afholdt i København.
Nu er der mulighed for at se den unikke udstilling med hundrede originale børnebogsillustrationer af 79 nordiske illustratorer i Hvidovre Medborgerhus fra tirsdag den 6. januar til fredag den 23. januar.

Fælles nordisk billedsprog
Lilian Brøgger, der har illustreret mange danske billedbøger, har skrevet forordet, hvor hun funderer over, om der findes et fælles nordisk billedsprog. Forskellene er mange, men hun ser også ligheder i bøgernes billeder: ”De kølige farver, ikke så mærkeligt her højt mod nord, det er hvad øjnene ser året rundt. Grønt og blåt – og hele gråskalaen. Havet, der spejler himlen, lyset der skifter i en uendelighed, drivende mangefarvede skyer.”
Helt speciel er den grønlandske del af udstillingen. En række grønlandske kunstnere er gået sammen og har udgivet en grønlandsk ABC - en illustration for hvert bogstav. Illustrationerne er collager - meget forskellige, men alle med et grønlandsk fingeraftryk.
Originale illustrationer
Sammen med de originale illustrationer hænger den bog, som illustrationerne stammer fra. Sammenhængen er vigtig, for illustrationen er forfatternes forlængede arm, der giver historierne sanseligt udtryk.
Derudover er der til udstillingen udgivet et udførligt katalog, der er gratis.
Pædagogisk Center i Hvidovre har en andel i udstillingen ved blandt andet at være med til at skaffe illustrationerne frem, ramme dem ind og bistå med udgivelsen af kataloget og plakaterne.
Udstillingen blev vist i Hvidovre Medborgerhus’ forhal og på Hvidovre Hovedbibliotek i bibliotekets åbningstid.
.
.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar