Finn Ørssleff udstiller på Hvidovre Hovedbibliotek. Under overskriften ”Mød kunstneren” byder HvidovreBibliotekerne i oktober på en række arrangementer med lokale kunstnere.
På Hovedbiblioteket udstiller Finn Ørssleff skulpturer i sten, keramik, træ og metal, samt decoupage-billeder, fotos og grafik fra mandag den 11. oktober til fredag den 29. oktober.
Udstillingens titel ”Legende Menneske” er udtryk for glæden ved, som barnet, at kunne lege og lære og udvikles i den tredje alder.
Finn Ørssleff er pensioneret ingeniør, og det sætter sit præg på nogle af værkerne, der kan ses som prototyper på problemløsninger eller som afprøvninger af materialernes og arbejdsprocessernes grænser. ”Hvor langt kan fantasien og forestillingsevnen drive formgivningen? Hvor langt kan øjnene, hænderne og værktøjet realisere tanken?” fortæller Finn Ørssleff.
Inspirationen er sjældent guddommelig, men derimod ofte resultatet af hårdt systematisk arbejde med emner, som måske kan blive idéer. Et andet godt grundlag er en bred viden om billedkunst og kurser i håndværket, ligesom andres værker inspirerer og udvikler den personlige smag.
Udstillingen vises i Galleriet i Hovedbibliotekets åbningstid.
Hør Finn Ørssleff fortælle om sine værker torsdag den 21. oktober kl. 17.00 – 18.30.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar